søndag den 4. oktober 2009

Hvorfor glemmer jeg altid at lave en overskrift?

Hej.

Nu hvor jeg tænker over det, har jeg egentlig aldrig indledt et blogindlæg med noget så simpelt som et 'hej' før. Jeg synes rent faktisk, det er for dårligt. Herhjemme (og også på skolen for den sags skyld) går jeg hele tiden rundt og siger 'hej' til folk. 'Hej' er nok det mest brugte ord i mit ordforråd, og det siger altså ikke så lidt. Derfor: Undskyld, smukke hej, jeg er oprigtigt ked af at have lavet så stor en fejl. Jeg ved, at jeg langt fra fortjener, at du tilgiver mig, men jeg håber inderligt, at du vil gøre det alligevel. Du vil for evigt være mit mest brugte ord. I promise.

Og nu, efter min meget følelsesladte (ehem) undskyldning, vil jeg fortælle om de dejlige ting, der er sket i løbet af de sidste par dage. Eller. Jeg synes, der var to ting, jeg skulle fortælle om, men nejnej, nu kan jeg jo kun huske den ene. Flot Line. Flot. Anyway, så må I jo bare nøjes, og hvis vi er heldige, kommer jeg i tanke om den sidste ting i løbet af indlægget. Og nu, mine damer og herrer, vil jeg gerne bede om en trommehvirvel.

*Trommehvirvel*

I går var jeg nede på min kommende efterskole! *Alle klapper og pifter* Og ved i hvad? Der var bare ligeså hyggeligt, som der plejer at være! Først blev vi vist rundt af nogle, der så vidt jeg husker, hed Lisa og Christian. Det var faktisk ret så sjovt, for hver gang vi kom forbi et klaver (og det gjorde vi sådan set ret tit) satte Christian sig og spillede noget, der mindede meget om introen til What I've Done med Linkin Park. (Hvis jeg har ret i det, er jeg fandme klog, but I guess I'll never know). Og hver gang vi snakkede om noget, der bare havde en lille smule med værelserne, gangene og husene at gøre, udbrød han i et rungende "gul hus er det bedste!" Det syntes jeg faktisk, var ret sjovt. Jeg må nu også indrømme, at jeg godt kan lide gult hus, men jeg kan nu faktisk godt lide alle husene. Og gangene. Ej, der er bare hyggeligt overalt. Bastabum. Uh, og deres fysiklokale lugtede af puhbad! Synes bare, I lige skulle vide det. Og jeg fandt forresten også ud af, hvor den vagthavende lærer sover, det vidste jeg ikke. Meget nyttig viden. Nå ja, men da vi var færdige med at blive vist rundt - hvilket gik vildt hurtigt - kom vi ind i en næsten tom spisesal. Faktisk var der kun en kommende elev plus forældre, og hun skal sjovt nok også gå i niende, så vi satte os ved siden af dem, og jeg fik snakket lidt med Cecilie, som hun hed. Folk begyndte at strømme til, og da alle var på deres pladser, skulle vi synge. Og vi skulle selvfølgelig - af alle sange i den tre centimeter tykke sangbog - synge Sensommervisen. Og jeg hader den sang som pesten. Ogogog det er ikke engang en overdrivelse. Lorte sopranstemme.. (Jeg sys, jeg har en vane med at komme ud i sidespor, for så at blive nødt til at starte næste sætning med 'nå', 'anyway', eller sådan nogle ting.. Argh, endnu et sidespor!) Nå (se selv!), men da de utåleligt lange tre minutter var gået, begyndte forstanderen, Svend (så vidt jeg husker), at snakke. Han startede med at præsentere de ansatte, der var til stede, og derefter begyndte han at snakke om Ådalens værdier og sådan noget. Det tog faktisk ekstremt lang tid, før han blev færdig. Anyway, da han så blev færdig, skulle vi i gang med sådan nogle samtaleting, hvor jeg skulle ind og snakke med Charlotte, en lærer, engelsklærer, I believe. Derefter smuttede vi igen. Iiih, jeg elsker at være på Ådalen. Hvorfor er der så lang tid til?

Jeg er altså stadig ikke kommet i tanke om det, jeg også ville skrive.

-Line