mandag den 30. august 2010

You're the sun and I'm the moon.

Ahh, skønt. Jeg er syg. Men så igen, det er alle ligesom her for tiden, så hvorfor skulle jeg være undtagelsen? Men altså, det har jo så resulteret i, at jeg har været hjemme i dag, og nej, det er ikke særlig sjovt. Til gengæld har det givet mig tid til at filosofere lidt. Eller okay, filosofere er måske meget sagt, men jeg har da i hvert fald tænkt over noget. Anyway, nu skriver jeg, og så får vi at se, hvad det bliver til.

I den her weekend har jeg været en lille smule oversentimental, synes jeg. Ikke fordi jeg har gået og grædt ud over det hele, nejnej, men fordi jeg har holdt fødselsdag med nogle ekstremt dejlige mennesker, som jeg sådan kommer til at savne, når jeg skal ned og gå med hovedet nedad i et helt år. Og det har så resulteret i, at jeg har hørt musik, som gør mig endnu mere oversentimental. Disse tre (en, to, tre) sange har kørt rigtig meget på min iPod. Det er ikke fordi, de som sådan er sørgelige eller noget - den ene (nummer to) er faktisk utrolig positiv - men jeg bliver bare noget så moody af dem alligevel.

Den første, og også den bedste af sangene, er en sang, der af en udefinerbar grund betyder helt ekstremt meget for mig - og nej, det er ikke bare på grund af bandet, der har lavet den. Jeg elsker den sang virkelig højt, og det er ikke bare noget, jeg siger. Første gang jeg hørte den, fik den mig til at græde. Og igen er det udefinerbart, hvorfor den fik mig til det. Jeg synes bare den er smuk. Når jeg hører den, kommer jeg i sådan et "ikke-glad-ikke-ked-af-det-men-alligevel-sådan-helt-heartbroken" humør. Jeg tror, det er fordi, jeg på nogle tidspunkter for nogle år tilbage har følt mig som "jeg"-personen i sangen, og så har jeg bare alligevel ikke rigtigt haft den der "in your shadow I can shine"-følelse. Nu har jeg det så faktisk bare sådan, at når jeg føler, jeg mangler den person, som kan få mig op på hesten igen, så hjælper det at høre den sang. Det er ikke min yndlingssang eller noget, men når nogen spørger efter mine yndlingssange med TH, så er det alligevel tit "Wir sterben niemals aus, Träumer, Der letzte Tag.. Og så kan jeg altså også rigtig godt lide In your shadow..". Jeg har bare en eller anden unik connection med den sang, hvilket jeg ikke føler, jeg har med nogen anden sang. Der er noget, der bare på en eller anden måde gør lige netop den sang til min sang.

Kender I følelsen? Hvilken sang kan få jer til at føle sådan? Hvorfor? Skriv endelig en kommentar med jeres svar eller med andre ting, I har på hjertet!

Knus fra Line

PS: Thumbs up til den, der kan finde ud af, hvor blogtitlen er fra!

fredag den 27. august 2010

Gode bøger anyone?

Ahh, jeg elsker at læse. Og det hele bliver ligesom bare endnu bedre, når efteråret og vinteren er på vej.

På min skole er der blevet indført noget kaldt "anderledes skolestart", hvilket betyder, at der i de første 20 minutter i skolen hver dag bliver kørt et eller andet, som man så fokuserer på. I overbygningen - altså fra 7. til 9. klasse - læser vi hver dag. Åh, hvilken fryd. Der er nok et par stykker fra min klasse, der er rimelig utilfredse, men jeg synes, det er skønt - jeg mener, at blive tvunget til at gøre noget, man godt kan lide, i skoletiden? Oh yes!

Det har så resulteret i, at jeg er blevet færdig med Skammertegnet - igen. Jeg læste et uddrag af Skammerens Datter på skolen, da jeg gik i 4. klasse, og vi var knapt nok gået rigtigt i gang med at læse det, før jeg smuttede en tur på biblioteket for at låne hele bogen. Siden dengang har bogen nærmest fulgt mig, og man kan vel også godt sige, at den sådan fik sat mig rigtigt i gang med at læse romaner. Jeg har Skammer-serien herhjemme, og uanset hvor gammel jeg bliver, tror jeg virkelig ikke, jeg nogensinde vil kunne nænne at smide de bøger ud. I love them!

Generelt kan jeg bedst lide at læse fantasy og overnaturlige ting, når jeg ellers skal læse bøger. Jeg elsker Twilight-serien (ja, jeg elsker den også), og selvfølgelig er jeg også vild med Harry Potter-bøgerne. Men helt ærligt, jeg føler jeg får læst for lidt bøger her for tiden, og jeg har sådan lyst til at læse en hel masse. Så er der nogen, der har en eller anden cool bog, som I synes, jeg skal læse? For jeg har brug for inspiration. Hov, og forresten, de må også meget gerne være på engelsk!

Så folkens - fortæl mig hvad jeg skal læse! Og nu hvor I er i gang, må I også meget gerne fortælle mig om, hvad I synes om læsning? Love it? hate it? Stem i like/dislike-valgmulighederne under indlægget, hvis I ikke har lyst til at skrive en kommentar!

Jeg glæder mig til at høre fra jer!

Knus fra Line

onsdag den 25. august 2010

Er jeg den eneste..

..der er begyndt at glæde sig mega meget til jul?

tirsdag den 24. august 2010

Tak!!!

Jeg får gæster lige om lidt, men jeg vil lige skynde mig og sige tusind, tusind, TUSIND tak til Millarikke., som skrev de sødeste fødselsdagskommentarer til mig og smed et blogindlæg ind på hendes blog, for at skrive tillykke til mig! Tusind mange tak, søde Millarikke, jeg blev bare så glad for det!!

Min bedste veninde, Rikke, har også oprettet et blogindlæg for at sige tillykke, og foruden det har hun sagt tillykke yderligere 20 gange, eller noget i den stil. Du er bare den dejligste, Rikke!!

Udover det har Amanda også været så sød at skrive tillykke! Tusind tak for det!!

Knus fra Line

mandag den 23. august 2010

Hvad kan jeg hjælpe Dem med, frøken?

Kender I det der med, at der er nogle ekspedienter, der bare ikke burde være ekspedienter? Well, sådan nogle har jeg mødt alt for mange af. Men alligevel er der en, der står ud, når jeg tænker den tanke. Dog alligevel på en meget positiv måde.

Nu er det jo ikke for at hænge nogen ud, jeg har en blog, så det vil jeg så vidt muligt lade være med. Men altså, personen her - som vi kalder for S - arbejder i min absolutte yndlingsbutik, og samtidig også den sejeste butik ever. Og hvis I kigger godt efter på mit profilbillede, kan I måske regne ud, hvilken butik, det er. Første gang jeg mødte S, fik personen mig til at græde. Ja, græde. Hvad skete der lige for "kunden har altid ret"? Just asking. Anyway, det er også næsten to år siden. Anden gang, jeg mødte S, var personen også meget grov ved mig, og jeg fik også helt tårer i øjnene. Men så fortalte jeg S, at jeg ikke brød mig om den måde, han/hun snakkede til mig på, og så kom vi nærmest på bølgelængde. Det, S solgte mig, er min absolutte yndlingsting af alt, hvad jeg ejer, så jeg må sige, at S har forstand på det, han/hun arbejder med. I dag var jeg så igen ude i butikken, hvor S arbejder, og det var fordi, der skulle tjekkes op på den ting, S solgte mig for et halvt år siden. Der jokede vi ligefrem, og jeg fandt ud af en del nyttige ting. Det, jeg prøver at sige, er vel, at jeg nu faktisk har stor respekt for S, fordi han/hun har så meget forstand på det, han/hun gør. Og det skal selvfølgelig anerkendes. Og hvis nogen anden havde solgt mig den ting for et halvt år siden, så havde jeg højst sandsynligt ikke fået lige netop den model, jeg har, og så var jeg ikke blevet nær så tilfreds. Så jeg er helt ærligt virkelig glad for, at jeg ikke har fordomme og ubehagelige oplevelser på nethinden, når jeg snakker med S mere, for som sagt - S arbejder i min yndlingsbutik. Og på den måde er S faktisk også lidt blevet en af mine yndlingsekspedienter.

Knus fra Line

søndag den 22. august 2010

Bzzzzz..

AHHHHH! Shit man, der var jeg lige ved at skide i bukserne! (Og der lød jeg som Rikke for et års tid siden).

Kender I det med, at der kommer et eller andet insekt lige forbi dit øre, og at den der summen den så bare bliver 47.000 gange højere end hvad godt er? (Og med det mener jeg ikke, det nogensinde er godt). Det skete for mig for 30 sekunder siden. Og jeg mener det virkelig, jeg er ved at skrige, hver gang det sker for mig.

Det værste er, når det sker om aftenen imens jeg ligger og prøver på at falde i søvn og der er mørkt. Min normale reaktion vil så være at skynde mig at tænde lyset, hvorefter jeg så stormer ud af værelset og enten kalder på min mor, eller vækker hende, hvis hun sover - ja, så ond er jeg. Og så kan hun få lov til at slå insektet ihjel. Til mit forsvar vil jeg så også lige tilføje, at jeg er blevet en del bedre til at håndtere edderkopper, så dem slår jeg rent faktisk selv ihjel nu.

Mit gæt er, at min reaktion kommer fra en episode, der skete for to år siden eller noget i den stil. Den var næsten 5 om morgenen (eller natten, hvad end du nu vil kalde det), og lige pludselig vågner jeg ved, at det summer vildt meget omkring mit ansigt. 5 sekunder efter mærker jeg en meget ubehagelig smerte og begynder at tude, og så render jeg ind til min mor. Det viser sig så, at der havde været en hveps inde på mit værelse. Ahh, jeg er bange for hvepse. Hvepse er sådan set også skyld i, at jeg totalt meget hader tiden omkring august-september. Hvilket jo egentlig er lidt irriterende, for der har jeg fødselsdag. Jaaaah, jeg har fødselsdag på tirsdag!! Er det forresten ikke mega unfair at have fødselsdag på en tirsdag? Fredag, anyone?

Nå, men jeg vil smutte for nu. Smid endelig en kommentar og fortæl mig, hvordan I har det med insekter. Er jeg den eneste, der kryber sammen, hver gang noget summer eller har lange ben?

Knus fra Line

torsdag den 19. august 2010

Indlæg nummer 100!

Ja, det er det faktisk!

Anyway, jeg var til kor i dag for første gang efter sommerferien. Woohoo! Det var virkelig skønt at komme derover igen. I adore it!! Dog er jeg stadig lidt (meget) ked af, at Camilla sådan tog på efterskole, for det er så hyggeligt at gå i koret med hende. Til gengæld er det også rigtig hyggeligt at få snakket noget mere med Vinosha, og jeg håber virkelig, vi kan finde en dag snart.

I kirken har vi (obviously) en kirkesanger, og hun fungerer også som dirigent, sangtræner, korsanger og lidt af hvert i koret. Hun er sådan en person, man altid bliver rigtig glad af at være i selskab med. Hun er lige blevet færdig med en kandidat-uddannelse indenfor klassisk sang på konservatoriet, og hun synger bare som en drøm. Så kommer pointen: For hvis vi nu ikke lige synger helt så kraftigt, som hun synes, vi skal, så giver hun normalvis et eksempel på, hvordan hun gerne vil have det til at lyde, og bagefter et eksempel på, hvordan vi lyder - ofte betyder det, at hun synger "kedeligt". Men hun har virkelig et problem: Hun. Kan. Ikke. Synge. Kedeligt. Om det sa gjaldt hendes liv, tror jeg ikke, hun ville være i stand til at synge kedeligt. Og ja, det er positivt ment, meget endda. Hun synger virkelig fantastisk, og jeg er så glad for, hun er en del af koret.

Ahh, that's it, for jeg er træt.

Knus fra Line

torsdag den 5. august 2010

Jeg falder snart i søvn..

Nå, jeg ville bare lige skynde mig og sige, at jeg ikke er død, når jeg højst sandsynligt først opdaterer engang på fredag. Jeg skal ud på en overnatning ved min mors kusine og hendes piger, så - thinking about it - kan det godt være, jeg er fuldstændig smadret på fredag. Ja, siden den ældste er ti. Og selvfølgelig også siden klokken næsten er to om natten, og jeg skal op klokken seks i morgen tidlig.

Jeg vil smutte en tur til drømmeland. See ya!

Knus fra Line

onsdag den 4. august 2010

I've fallen for his charms..

Det slog mig lige, hvor glad jeg egentlig er for, at jeg, da jeg blev Tokio Hotel-fan, var så heldig at blive "Bill-fan" eller hvad man nu kan kalde det. Hvis jeg var faldet for Tom.. I'd be in over my head my now.

Tom bliver simpelthen bare hottere, flottere, sjovere, dejligere, alt, hele tiden. Ahh, that boy is simply irresistible. Og Bill.. ahh, han er også dejlig, men altså.. Aww, jeg konverterer snart til Tom, tror jeg. Ihh altså!

Hahaha.

tirsdag den 3. august 2010

Starstruck.

Den følelse fik jeg for nogle timer siden, da jeg så dette:

Personen, der har skrevet dette, er en - efter min mening - meget dygtig videoeditor på youtube. Ser du, jeg elsker at se fanvideoer med Tokio Hotel på youtube, og derfor subscriber jeg til en del, der laver dem. Jeg har ingen idé om, hvorfor jeg ikke har set den besked fra TwistedMindMH før nu - den er over en måned gammel! Men jeg blev alligevel lidt starstruck, da jeg så den, haha. Jeg synes, det var vildt nice af hende at skrive det, selvom hun nok gør det til alle, og derfor blev jeg da glad. Og starstruck. Dog ikke så meget, men det lader vi ligge.

Og dette er så hvad Hr. Oxford, min absolut bedste ven (læs: min nudanske ordbog på engelsk - og jaja, jeg ved godt, man ikke kan sige, den er nudansk, når den er på engelsk, men anyway) siger om ordet:

"'star-struck adjective
very impressed by famous people such as actors, football players, etc."

Hm. Det er jo ikke ligefrem fordi, det fortæller mig noget jeg ikke ved i forvejen.

Ahh, well. Mit første møde med denne.. følelse?, kan jeg sådan set ikke huske. Det har nok været med en eller anden mgp-sanger, som sikkert ikke har været ligeså gammel, som jeg selv er nu, dengang i tidernes morgen. Noget lidt i dur med det, jeg fortæller her, var engang jeg var til autografskrivning ved Simone - hende der, der vandt Scenen Er Din et år, you know. Hun var uden tvivl mit store idol, da jeg var en 9-10 år gammel. Og pinligt som det lyder, så var jeg fuldstændig starstruck, da jeg så hende ude i storcenteret dengang. Hun var egentlig utrolig sød, og hun svarede da også på de spørgsmål, jeg nu engang måttet have haft. Men God, hvor må det egentlig have været underligt for hende, at små piger på 9 gik fuldstændig i spåner over hende. Anyway, jeg tror, hun er sådan en person, jeg rent faktisk ville kunne føre en normal samtale med nu, hvis jeg ellers skulle rende ind i hende på en eller anden random måde.

Når det så er sagt, kan man vel godt sige, at min første rigtige "fan-experience" kom, da jeg som 12-årig hørte Tokio Hotel for første gang (jeg kan faktisk huske datoen - d. 12. oktober 2007. Og hvorfor kan jeg så huske dette? Jo ser du, det er fordi, det var Skolernes Motionsdag den dag, og det er altid dagen før efterårsferien, så engang imellem bliver jeg nysgerrig og tjekker kalenderen i min telefon for at finde ud af hvilken dato, det var). Nu håber jeg virkelig I allesammen vil være søde og forståelige overfor, at ja, jeg ved godt, der er mange Tokio Hotel-fans, der opfører sig ekstremt umodent og ja - starstruck (i hvert fald efter min mening - don't shoot me), og ja, sådan var jeg også, dengang jeg var 12 år gammel, men nej, sådan er jeg - heldigvis- ikke den dag i dag.

Som I nok kunne høre på den prædiken, så blev jeg en stor fan af dette band, og jeg skammer mig ikke det mindste over det. Måske lidt over nogle af de ting, jeg gjorde dengang, men jeg kommer aldrig til at skamme mig over at være fan af Tokio Hotel - for det er jeg stadig. Da jeg lige var blevet fan, brugte jeg ekstremt meget tid på at finde ud af nye ting om dem - wow, Tom og Bill er rent faktisk tvillinger, wow, Bill har en tatovering - nej to - nej tre!, wow, yadayadayada. Jeg tror, jeg drev min mor til vanvid. Alt det research gør også, jeg ved det meste af det, der er værd at vide om det band, haha. Engang efter julen 2007 begyndte jeg at være en flittig bruger på den danske Tokio Hotel fanclubs forum, og jeg fik mange "venner" derinde - venner i anførselstegn fordi jeg ikke snakker med en eneste af dem mere. Men jeg troede virkelig, de allesammen var mine bedste venner. Hvor naivt. Jeg var også bare fuldstændig oppe at køre, da de danske koncertdatoer - som desværre ikke blev til noget - blev offentliggjort.

Anyway. I resten af 2008 kørte min hjerne pretty much kun i sporet "Tokio Hotel". I slutningen af 2008 begyndte fangirlen i mig dog at falme lidt, og i 2009 hørte jeg nærmest ikke Tokio Hotel, før de kom ud med deres nye album (og jeg gentager - hvem fanden fandt dog på den albumtitel? Det kunne I virkelig godt have gjort bedre, drenge. Ja, virkelig). Anyway, det er et virkelig godt album, og jeg blev fan igen. Heldigvis ikke på samme måde. Jeg er overhovedet ikke så obsessed, som jeg var engang. Jeg elsker virkelig bandets musik, og jeg tjekker også tit op på, hvad de render og laver, men jeg kan nu ikke se, hvad der skulle være galt i at tage lidt pis på, hvad Bill nu har på, eller hvilke dumme ting, Tom gør og siger (hosttageenoverdosisafviagrahost).

Jeg var også til koncerten - og på første række endda. Og det var virkelig skønt at se min yndlingsband live. Jeg græd næsten (næsten, jeg mener det!) under det første nummer, for jeg følte virkelig at al det support, jeg havde givet bandet, havde givet bonus. Til gengæld stod jeg ved siden af to piger, som jeg også snakkede lidt med før koncerten, og ingen af dem havde været fans i ligeså lang tid som mig, og de kunne knapt nok de tyske sange. Og så skreg de. Hele koncerten igennem. Ligesom jeg ville have gjort tilbage i 2008.

Oh God, det her bliver langt. Sådan er det, når man ikke har en pointe med sit indlæg og klokken er to om natten.

Oh well, men under koncerten var jeg virkelig stolt af mig selv. Det års pause fra Tokio Hotel-fandommen er jeg egentlig virkelig glad for, jeg fik, for jeg følte, jeg ikke bare blev en bedre fan, men også en bedre person. Det var ligesom om, at jeg lidt havde lukket alle mine venner fra skolen ude og kun koncentreret mig om mine "veninder" på nettet. Jeg fik uden tvivl reddet mange venskaber i den pause. Og så fik jeg også lige reddet min stil - jeg var totalt emo, haha (no offence, jeg kan godt lide stilen, men som min søde veninde Emilie sagde til mig på et tidspunkt: jeg kan også godt lide den - den passer bare ikke til mig), og på den måde fik jeg også skabt mig min egen stil, I guess.

Pointen med dette indlæg er nok (og den har jeg lige fundet på), at jeg synes, det at være starstruck ikke er en dårlig ting. Jeg synes det er nice, og også meget uundgåeligt, når man tænker på, hvor stor en del af mit liv musik er. Jeg er stolt af at være fan af diverse bands og sangere, og hvis jeg nogensinde var så heldig at møde dem, så ville jeg sikkert også blive totalt nervøs og stamme og sige ting, jeg kommer til at fortryde bagefter. Men jeg elsker at være en fan. Jeg er ikke dum - jeg ved godt, der er en del indbildning i, at man tror, man er en speciel fan, at man siger noget, personen rent faktisk vil huske, eller - som med den besked, jeg fik fra TwistedMind - at man får særbehandling. Men jeg elsker det alligevel. Jeg elsker indbildningen. Jeg elsker min naivitet. Jeg elsker at være starstruck. Det får mig til at føle mig speciel. Men mest af alt får det mig til at føle mig som alle andre.



"So dim that spotlight, tell me things like "I can't take my eyes off of you", I'm no one special - just another wide-eyed girl who's desperately in love with you. Give me a photograph to hang on my wall - superstar."
Fortæl mig jeres historier om fandom og starstruckness - I know you have one! Og kommenter også hellere end gerne på mine synspunkter - jeg elsker at få feedback!

Knus fra Line

mandag den 2. august 2010

We're the perfect two.

Aww, er den her sang ikke bare det sødeste? Jeg hørte den for to dage siden, eller noget lignende, i den her søde fanvideo, og nu er jeg bare helt forelsket. Den er så skøn, den er!



"You're the apple to my pie. You're the straw to my berry. You're the smoke to my high. And you're the one I wanna marry."

Hvad synes I om den? Smid en kommentar med jeres mening!

Knus fra Line

Ahh..

Sorry, men jeg har virkelig ikke haft inspiration til at opdatere bloggen i dag.. Det er lidt dårligt, I know, men jeg har ikke lavet noget spændende, og jeg har heller ikke filosoferet over noget interessant.

Jeg håber virkelig på at få skrevet noget nyt i morgen!

Knus fra Line