Starstruck.

Den følelse fik jeg for nogle timer siden, da jeg så dette:

Personen, der har skrevet dette, er en - efter min mening - meget dygtig videoeditor på youtube. Ser du, jeg elsker at se fanvideoer med Tokio Hotel på youtube, og derfor subscriber jeg til en del, der laver dem. Jeg har ingen idé om, hvorfor jeg ikke har set den besked fra TwistedMindMH før nu - den er over en måned gammel! Men jeg blev alligevel lidt starstruck, da jeg så den, haha. Jeg synes, det var vildt nice af hende at skrive det, selvom hun nok gør det til alle, og derfor blev jeg da glad. Og starstruck. Dog ikke så meget, men det lader vi ligge.

Og dette er så hvad Hr. Oxford, min absolut bedste ven (læs: min nudanske ordbog på engelsk - og jaja, jeg ved godt, man ikke kan sige, den er nudansk, når den er på engelsk, men anyway) siger om ordet:

"'star-struck adjective
very impressed by famous people such as actors, football players, etc."

Hm. Det er jo ikke ligefrem fordi, det fortæller mig noget jeg ikke ved i forvejen.

Ahh, well. Mit første møde med denne.. følelse?, kan jeg sådan set ikke huske. Det har nok været med en eller anden mgp-sanger, som sikkert ikke har været ligeså gammel, som jeg selv er nu, dengang i tidernes morgen. Noget lidt i dur med det, jeg fortæller her, var engang jeg var til autografskrivning ved Simone - hende der, der vandt Scenen Er Din et år, you know. Hun var uden tvivl mit store idol, da jeg var en 9-10 år gammel. Og pinligt som det lyder, så var jeg fuldstændig starstruck, da jeg så hende ude i storcenteret dengang. Hun var egentlig utrolig sød, og hun svarede da også på de spørgsmål, jeg nu engang måttet have haft. Men God, hvor må det egentlig have været underligt for hende, at små piger på 9 gik fuldstændig i spåner over hende. Anyway, jeg tror, hun er sådan en person, jeg rent faktisk ville kunne føre en normal samtale med nu, hvis jeg ellers skulle rende ind i hende på en eller anden random måde.

Når det så er sagt, kan man vel godt sige, at min første rigtige "fan-experience" kom, da jeg som 12-årig hørte Tokio Hotel for første gang (jeg kan faktisk huske datoen - d. 12. oktober 2007. Og hvorfor kan jeg så huske dette? Jo ser du, det er fordi, det var Skolernes Motionsdag den dag, og det er altid dagen før efterårsferien, så engang imellem bliver jeg nysgerrig og tjekker kalenderen i min telefon for at finde ud af hvilken dato, det var). Nu håber jeg virkelig I allesammen vil være søde og forståelige overfor, at ja, jeg ved godt, der er mange Tokio Hotel-fans, der opfører sig ekstremt umodent og ja - starstruck (i hvert fald efter min mening - don't shoot me), og ja, sådan var jeg også, dengang jeg var 12 år gammel, men nej, sådan er jeg - heldigvis- ikke den dag i dag.

Som I nok kunne høre på den prædiken, så blev jeg en stor fan af dette band, og jeg skammer mig ikke det mindste over det. Måske lidt over nogle af de ting, jeg gjorde dengang, men jeg kommer aldrig til at skamme mig over at være fan af Tokio Hotel - for det er jeg stadig. Da jeg lige var blevet fan, brugte jeg ekstremt meget tid på at finde ud af nye ting om dem - wow, Tom og Bill er rent faktisk tvillinger, wow, Bill har en tatovering - nej to - nej tre!, wow, yadayadayada. Jeg tror, jeg drev min mor til vanvid. Alt det research gør også, jeg ved det meste af det, der er værd at vide om det band, haha. Engang efter julen 2007 begyndte jeg at være en flittig bruger på den danske Tokio Hotel fanclubs forum, og jeg fik mange "venner" derinde - venner i anførselstegn fordi jeg ikke snakker med en eneste af dem mere. Men jeg troede virkelig, de allesammen var mine bedste venner. Hvor naivt. Jeg var også bare fuldstændig oppe at køre, da de danske koncertdatoer - som desværre ikke blev til noget - blev offentliggjort.

Anyway. I resten af 2008 kørte min hjerne pretty much kun i sporet "Tokio Hotel". I slutningen af 2008 begyndte fangirlen i mig dog at falme lidt, og i 2009 hørte jeg nærmest ikke Tokio Hotel, før de kom ud med deres nye album (og jeg gentager - hvem fanden fandt dog på den albumtitel? Det kunne I virkelig godt have gjort bedre, drenge. Ja, virkelig). Anyway, det er et virkelig godt album, og jeg blev fan igen. Heldigvis ikke på samme måde. Jeg er overhovedet ikke så obsessed, som jeg var engang. Jeg elsker virkelig bandets musik, og jeg tjekker også tit op på, hvad de render og laver, men jeg kan nu ikke se, hvad der skulle være galt i at tage lidt pis på, hvad Bill nu har på, eller hvilke dumme ting, Tom gør og siger (hosttageenoverdosisafviagrahost).

Jeg var også til koncerten - og på første række endda. Og det var virkelig skønt at se min yndlingsband live. Jeg græd næsten (næsten, jeg mener det!) under det første nummer, for jeg følte virkelig at al det support, jeg havde givet bandet, havde givet bonus. Til gengæld stod jeg ved siden af to piger, som jeg også snakkede lidt med før koncerten, og ingen af dem havde været fans i ligeså lang tid som mig, og de kunne knapt nok de tyske sange. Og så skreg de. Hele koncerten igennem. Ligesom jeg ville have gjort tilbage i 2008.

Oh God, det her bliver langt. Sådan er det, når man ikke har en pointe med sit indlæg og klokken er to om natten.

Oh well, men under koncerten var jeg virkelig stolt af mig selv. Det års pause fra Tokio Hotel-fandommen er jeg egentlig virkelig glad for, jeg fik, for jeg følte, jeg ikke bare blev en bedre fan, men også en bedre person. Det var ligesom om, at jeg lidt havde lukket alle mine venner fra skolen ude og kun koncentreret mig om mine "veninder" på nettet. Jeg fik uden tvivl reddet mange venskaber i den pause. Og så fik jeg også lige reddet min stil - jeg var totalt emo, haha (no offence, jeg kan godt lide stilen, men som min søde veninde Emilie sagde til mig på et tidspunkt: jeg kan også godt lide den - den passer bare ikke til mig), og på den måde fik jeg også skabt mig min egen stil, I guess.

Pointen med dette indlæg er nok (og den har jeg lige fundet på), at jeg synes, det at være starstruck ikke er en dårlig ting. Jeg synes det er nice, og også meget uundgåeligt, når man tænker på, hvor stor en del af mit liv musik er. Jeg er stolt af at være fan af diverse bands og sangere, og hvis jeg nogensinde var så heldig at møde dem, så ville jeg sikkert også blive totalt nervøs og stamme og sige ting, jeg kommer til at fortryde bagefter. Men jeg elsker at være en fan. Jeg er ikke dum - jeg ved godt, der er en del indbildning i, at man tror, man er en speciel fan, at man siger noget, personen rent faktisk vil huske, eller - som med den besked, jeg fik fra TwistedMind - at man får særbehandling. Men jeg elsker det alligevel. Jeg elsker indbildningen. Jeg elsker min naivitet. Jeg elsker at være starstruck. Det får mig til at føle mig speciel. Men mest af alt får det mig til at føle mig som alle andre.

"So dim that spotlight, tell me things like "I can't take my eyes off of you", I'm no one special - just another wide-eyed girl who's desperately in love with you. Give me a photograph to hang on my wall - superstar."

Fortæl mig jeres historier om fandom og starstruckness - I know you have one! Og kommenter også hellere end gerne på mine synspunkter - jeg elsker at få feedback!

Knus fra Line